25. september 2020

Er du og din kæreste ugift? – Og har I børn, hus eller andet der gør I bør sikre hinanden?

Flere og flere par fravælger i dag at rammen om deres parforhold og familie skal være ægteskabet. Men du skal dog være meget bevidst om, at hvis du fravælger at blive gift, så får du ikke automatisk den juridiske ramme med, som du ellers ville have fået ved at indgå ægteskab.

Som ugifte samlevende arver I ikke automatisk hinanden – og hvis I har børn vil det være dem som arver. Har I ikke børn, vil det være jeres forældre. 

Desuden skal I være opmærksomme på begge at underskrive på større aftaler og handler I gør jer, som f.eks. på bil, hus eller lejekontrakt.

Hus og arv?

Hvis vi nu laver en øvelse, og du forestiller dig, at det værste er sket: Din kæreste er gået bort og ejede det hus I begge boede i, og I har fælles børn.  

Din kærestes dødsbo skal nu fordeles efter arvelovens regler, og her er det kun jeres børn der arver. Selvom I ikke har børn, vil det stadig ikke være dig som arver efter din kæreste, men derimod kærestens forældre, søskende eller endda bedsteforældre, som ville arve huset.

Det kan betyde, at både du og børnene må gå fra hus og hjem, fordi jeres børn skal have udbetalt deres arv. En arv som vel og mærket skal indsættes i en forvaltningsafdeling og ikke kan røres før børnene bliver 18 år – selvom du er børnenes værge.

Selvom det kan være ubehageligt bare at tænke tanken om at miste sin nærmeste, og man kan fristes til at udskyde de tanker og den snak fordi døden virker som noget der ligger langt ud i fremtiden, så er det altså nødvendigt, som hus-eksemplet ovenfor illustrerer, og det viser hvor vigtigt det er, at I får udarbejdet et fællestestamente for at sikre hinanden bedst muligt.  Det er også vigtigt, at det testamente er udarbejdet efter jeres konkrete behov og ønsker, samt er gyldigt oprettet.

Har I styr på pensioner og forsikringer?

Udbetalingerne fra pensions- og forsikringsordninger tilfalder automatisk afdødes ”nærmeste pårørende”, hvis ikke der aktivt er indsat en begunstiget ved navns nævnelse.

Afdødes ”nærmeste pårørende” er i henhold til loven i prioriteret rækkefølge ægtefællen, samleveren under visse nærmere betingelser, egne børn og sidst andre arvinger.

Der blev lavet en lovændring med virkning fra 1. januar 2008 som skulle styrke de samlevendes retsstilling ved automatisk at være ”nærmeste pårørende”, men det forudsatte, at ordningen var oprettet efter 1. januar 2008, at man har levet sammen i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år før dødsfaldet på den fælles bopæl, eller at man har, venter eller har haft et barn sammen.

Hos PARTNER Advokater anbefaler vi altid, at man via www.pensionsinfo.dk danner sig et overblik over, hvilke ordninger man har, hvor meget der kommer til udbetaling og til hvem, sådan at man kan sørge for at få det ændret i tide, hvis der er behov for det.

Få styr på de juridiske rammer til jeres fælles fremtid

Du kan nu tilmelde dig vores GRATIS kursus om papirløst samliv her, som afholdes den 28. oktober 2020.

Hvis du har brug for rådgivning om jeres konkrete omstændigheder som ugift par, eller om oprettelse af testamenter eller ændringer heraf, så kontakt vores privatretsteam her: Advokat Louise Vigand Kryger og Advokat Birgit Thrusholm.


Køge afdeling

Stensbjergvej 7, 3. tv., 4600 Køge
Telefon 56 67 16 00

Se åbningstider mv.