Folketinget har den 9. marts 2021 vedtaget en ny lov om retsafgifter, som træder i kraft den 1. oktober 2021.
Den nye lov indeholder væsentlige ændringer til de tidligere regler om retsafgifter, hvor formålet er at forenkle reglerne, så de bliver lettere at forstå og anvende.
Efter de tidligere regler beregnedes retsafgiften og berammelsesafgiften ud fra en grundafgift og et procentmæssigt tillæg beregnet efter sagens økonomiske værdi.
Med vedtagelsen af den nye lov opkræves en retsafgift for rettens behandling af den pågældende sag og en berammelsesafgift for selve hovedforhandlingen.
Retsafgiften og berammelsesafgiften beregnes således efter en fast sats.
Berammelsesafgiften betales typisk tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen.
Efter de nye regler bortfalder pligten til at betale berammelsesafgiften, hvis retten senest 2 uger (tidligere var det 6 uger) før hovedforhandlingens begyndelse modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
I dette tilfælde betales alene retsafgift, mens berammelsesafgiften bortfalder.
De faste satser efter de nye regler
Ved anlæggelse af sag med en værdi på op til kr. 100.000, betales retsafgift på kr. 750, ligesom der ikke skal betales berammelsesafgift, når sagens værdi ikke overstiger kr. 100.000.
Efter de nugældende regler udgør den laveste afgift for anlæggelse af civile retssager kr. 750.
Tidligere udgjorde den laveste retsafgift for anlæggelse af civile retssager kr. 500.
Der er således sket en forhøjelse i minimummet af retsafgifter, hvilket skal ses i sammenhæng med et processuelt formål om at modvirke grundløse sagsanlæg.
Ved anlæggelse af sag med en værdi på over kr. 100.000, betales retsafgift på kr. 1.500.
I det følgende indsættes en tabel over de faste satser for berammelsesafgifterne i den nye lov:
Sagens økonomiske værdi | Berammelsesafgift |
kr. 100.001 – kr. 250.000 | kr. 3.000 |
kr. 250.001 – kr. 500.000 | kr. 8.000 |
kr. 500.001 – kr. 1.000.000 | kr. 14.000 |
kr. 1.000.001 – kr. 2.000.000 | kr. 35.000 |
kr. 2.000.001 – kr. 3.000.000 | kr. 60.000 |
kr. 3.000.001 – kr. 4.000.000 | kr. 85.000 |
kr. 4.000.001 – kr. 5.000.000 | kr. 110.000 |
kr. 5.000.001 – kr. 6.000.000 | kr. 135.000 |
Over kr. 6.000.000 | kr. 160.000 |
Eksempel: retsafgiften for en sag med en værdi på kr. 2.500.000 udgør kr. 1.500, mens berammelsesafgiften udgør kr. 60.000.
Dette betyder således, at sager som vedrører mindre krav, bliver dyrere at gennemføre grundet retsafgiftens forhøjelse, mens sager som vedrører større krav, bliver billigere at anlægge, men dyrere at gennemføre grundet berammelsesafgiftens størrelse.
Appelsager
Hvis en dom ankes, eller en kendelse eller beslutning kæres, skal man betale ny retsafgift.
Ved anke til landsretten skal man betale en retsafgift på kr. 1.000 for sager, der har en værdi på op til kr. 100.000.
Hvis sagens værdi overstiger kr. 100.000, skal man betale retsafgift på kr. 2.000 ved anke til landsretten samt betale berammelsesafgift efter ovenstående tabel.
Anker man til Højesteret, skal man betale retsafgift på kr. 4.000 uanset sagens økonomiske værdi.
I ankesager ved Højesteret, forhøjes berammelsesafgiften med 50 % ud fra ovenstående tabel.
Ved kæremål til landsretten udgør retsafgiften kr. 750, mens retsafgiften for kæremål til Højesteret udgør kr. 1.500.
Ikrafttræden
Loven blev vedtaget i Folketinget den 9. marts 2021.
Den nye lov om retsafgifter træder i kraft den 1. oktober 2021
Man skal være opmærksom på, at de nye satser mv. for retsafgifter alene kommer til at gælde for sager, som anlægges, ankes eller kæres efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. efter den 1. oktober 2021.
Hos PARTNER Advokater er vi altid klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til de nye regler om retsafgifterne eller øvrige procesretlige spørgsmål.
Advokat
Louise Vigand Kryger
stud.jur.