Et flertal i Folketinget indgik i sidste uge en aftale om at forlænge og udvide hjælpepakkerne til erhvervslivet til den 31. januar 2021 som følge af anden bølge af Covid-19.
Hjælpepakkerne udvides således, at leverandører til private arrangementer, kiosker og aftenskoler også får adgang til kompensation.
Der er indgået aftale om følgende tiltag:
- Adgangen til kompensation er udvidet således, at en omsætningsnedgang på 30 pct. er nok for at få adgang til kompensation. Tidligere skulle omsætningsnedgangen være 35 pct. Den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder øges til 90 pct. Større virksomheder vil fortsat maksimalt få adgang til 70% kompensation.
- Virksomheder, der er direkte leverandører til private og sociale arrangementer med mindst 10 deltagere får adgang til kompensation. Både leverandører af lyd, lys og taxaer kan være omfattet.
- Virksomheder, der undergår stor omsætningsnedgang i forbindelse med nedsættelsen af forsamlingsforbuddet samt forbuddet mod at sælge alkohol efter klokken 22, får ligeledes adgang til kompensationsordningen for selvstændige mv. og faste omkostninger.
- Virksomheder, der de facto har eller får forbud mod at udøve deres aktiviteter efter det skærpede forsamlingsforbud, får adgang til kompensationsordningen for selvstændige mv. og faste omkostninger på samme vilkår som tvangslukkede virksomheder.
- Faste leverandører til pelsdyravlere, hvor besætningen slås ned, får også adgang til kompensationsordningen for selvstændige mv. og for faste omkostninger.
- Garantiprocenten fra hhv. Vækstfonden og Eksport Kredit Fonden øges fra 80 pct. til 90 pct. for små og mellemstore virksomheder, da det skal være lettere for små og mellemstore virksomheder at låne penge i banken.
Det fremgår bl.a. af aftalen mellem regeringen og Folketinget, at virksomheder og selvstændige – for at være omfattet af kompensationsordningen – skal være direkte eller indirekte omfattet af følgende begrænsninger:
- Forbud mod at holde åbent, herunder begrænset åbningstid, alkoholforbud mv.
- Forsamlingsforbud
- Grænselukning
- Udenrigsministeriets rejsevejledning
Det er i øvrigt blevet aftalt, at hvis nogle af restriktionerne bortfalder i perioden inden hjælpepakkernes udløb, vil hjælpepakkerne, der relaterer sig hertil, ligeledes bortfalde.
Hos Partner Advokater er vi altid klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til forlængelserne eller udvidelserne af hjælpepakkerne.
Kontakt:
PARTNER Advokater
Stensbjergvej 7, 3. t.v.
4600 Køge
Telefon: 56 67 16 00