9. marts 2020

Coronavirussen (COVID-19), forretningsaftaler og force majeure

Coronavirussen er nu for alvor kommet til Europa og Danmark. Det vil derfor være en god idé for danske virksomheder, store som små, at forberede sig og forsøge at anticipere mulige konsekvenser for driften ved den potentielle epidemi. Mange kinesiske fabrikker og leverandører er begyndt at påberåbe sig force majeure for at undgå erstatningsansvar ved forsinkede leveringer. Der er en høj risiko for, at flere europæiske virksomheder i den snarlige fremtid vil forsøge at gøre det samme. Spørgsmålet der endnu står ubesvaret er: Foreligger der en reel force majeure begivenhed?

Efter pressemeddelelse fra myndighederne den 6. marts 2020 er en potentiel coronaepidemi kommet tættere på. Der er nu tilfælde af coronasmittede mennesker i det meste af Europa og flere end 20 tilfælde i Danmark.

Danske virksomheder bør tænke coronavirussen ind i deres daglige drift, herunder særligt nye og allerede eksisterende aftaler.

Har din virksomhed en forpligtelse til at levere et produkt eller en ydelse af en art, som er afhængig af f.eks. en kinesisk eller italiensk underleverandør, og kan den underleverandør ikke levere, risikerer du at stå med et betydeligt erstatningskrav. Risikoen gælder såvel i løbende samhandelsforhold som i enkeltstående transaktioner og omfatter foruden klassisk handel med varer eksempelvis events, messer, konferencer og udstillinger i bred forstand. Ved pressemeddelelsen den 6. marts 2020 anbefalede myndighederne, at arrangementer med flere end 1.000 deltagere blev rykket til en senere tidspunkt på året eller helt aflyst.

Ved bedømmelsen af hvem der skal betale regningen, for manglende levering af en vare eller aflysning af et arrangement, er den indgåede aftale afgørende. Hvis der ikke mellem parterne er indgået en aftale herom eller det i øvrigt fremgår af virksomhedens salgs- og leveringsbetingelser, vil der fortsat være mulighed for ansvarsfrihed efter dansk rets almindelige principper om force-majeure.

Hvad er force majeure?

Der er tale om force majeure, når en aftalepart ikke kan opfylde sine forpligtelser efter en aftale, idet en uventet, upåregnelig og udefrakommende omstændighed gør det umuligt. Tre klassiske force majeure begivenheder er krig, naturkatastrofer, og forbud fra myndighederne. Foreligger der en force majeure begivenhed, kan en aftalepart ansvarsfrit bryde aftalens vilkår om f.eks. levering.

Force majeure i aftalen

Langt størstedelen af kontrakter indgået indeholder en force majeure bestemmelse af forholdsvis generel karakter. I bestemmelsen bliver defineret de tilfælde, som i aftaleforholdet anses som force-majeure begivenheder. Hvis coronavirussen med sikkerhed skal kunne anses som en force majeure begivenhed, skal det være angivet i kontrakten, at epidemier, sundhedskriser og øvrige sygdomsudbrud er force majeure begivenheder.

Det er meget tvivlsomt, om det er muligt at påberåbe ansvarsfrihed pga. coronavirussen, hvis ikke ovenstående er skrevet i aftalen eller de vedlagte salgs- og leveringsbetingelser.

Hvad nu?

Coronavirussen er aftalemæssigt blot en risikofaktor yderligere. Ligeså med de øvrige risikofaktorer i en aftale, er det altid en fordel at være på forkant. Er din virksomhed i risikozonen, eller ønsker du at få afdækket om den er, kan PARTNER Advokater med kort varsel gennemse virksomhedens kontrakter og yde konkret rådgivning.


Køge afdeling

Stensbjergvej 7, 3. tv., 4600 Køge
Telefon 56 67 16 00

Se åbningstider mv.